Hvis man står på Musée National d’Art Moderne i Paris og betragter Wasily Kandinskys oliemaleri Gul, Rød, Blå, er det næppe de enkelte figurer, der gør det største indtryk. Øjet kan selvfølgelig sagtens hæfte sig ved en form, der måske minder om en vimpel, men man ved godt, at hvis maleriet kun bestod af den ene figur, ville det aldrig fange én på samme måde som helheden.
Maleriet eksisterer i relationerne – mellem farverne og de geometriske former på lærredet. I spændingerne mellem det gule og det blå, sådan som Kandinsky så dem. Uden relationerne ville der ikke være noget maleri. Det ville kollapse og miste sin mening.
Alligevel er relationerne – som er dem, der skaber meningen – ikke synlige i sig selv. De træder først frem i de følelser og sensationer, de vækker hos beskueren. Og de følelser kan variere fra person til person og fra gang til gang. Selvom maleriet hænger dér i sin statiske form, er det aldrig statisk. Det er i virkelighedens verden det, man kan kalde ledelse i kompleksitet.
Effekten af relationerne kan ikke designes
Det kan lyde akademisk, men tanken dukkede op, da jeg for nylig genså nogle af mine billeder fra museet i Paris. For ofte forekommer det mig, at meget ledelse og organisatorisk handling bygger på en illusorisk forestilling om, at relationer enten er synlige og kan designes til at skabe den “rette effekt” – eller at de kan ignoreres, fordi de netop ikke er synlige og derfor svære at håndtere. “Brug kun tid på det, du kan styre!”
Begge dele er problematiske. For selvom relationerne i et maleri kan designes, kan oplevelsen af dem ikke. Og det er oplevelsen, der er den vigtige. Det er den “effekt”, man har brug for organisatorisk, ikke kombinationen af elementer i sig selv. Og vælger man at ignorere relationerne, overser man det, der i virkeligheden betyder noget. Man ender med at lede i blinde, hvilket sjældent fører til noget hverken effektivt eller bæredygtigt.
Så måske burde ledelse i højere grad lade sig inspirere af Kandinsky: Male maleriet, have intentioner med det, have fokus på relationerne i stedet for kun på delene eller helheden. Og samtidig acceptere, at maleriet kommer til at leve ude i det levende, hvor man ikke kan kontrollere eller designe relationer, der skaber forudbestemte effekter. Hvor man ikke kan kontrollere eller designe mening. Ens egne intentioner som leder og ens egen mening vil altid være én blandt mange. Ofte mere betydningsfulde, fordi andre tillægger dem vægt, men i sidste ende stadig prisgivet “havets luner”.
Det betyder ikke, at man som leder er ligegyldig. Eller at ens intentioner er det. Kandinskys malerier er det heller ikke. Det betyder blot, at lederrollen i højere grad handler om at udfolde intentioner, påvirke og understøtte, ikke om at bestemme og designe effekter.
Og her kunne der så følge tre-fire bullets om, hvordan man mere konkret lykkes med det som leder. Hvis sådanne tre-fire bullets ellers fandtes. Men måske får man mere ud af en omskrivning af et citat fra musikkens verden:
Musikken er ikke i den enkelte node. Heller ikke i summen af noderne. Den er i de usynlige relationer imellem dem.
Kunstens verden har altid været den bedste inspiration til at begå sig i livets — og dermed ledelses — evige kompleksitet.