Hvorfor er det at man nogle gange kan opnå (meget) mere ved ikke at gøre noget?
Kort før min sommerferie var jeg blevet kontaktet af to ledere, som ønskede en fælles sparringssession.
I de 1½ time, som sessionen varede, sagde – og gjorde – jeg stort set intet. Jeg var blot til stede i lokalet. Og det var en af de mest vellykkede ”interventioner”.
Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg i min sommerferie sad i Lund og læste Byung-Chul Hans ”Vita Contemplativa – Om kunsten at gøre mindre”.
Han er varm fortaler for inaktivitet og uvirksomhed som afgørende kapaciteter.
Evnen til at dvæle ved ting. Lade dem være. At reducere indgreb. At vente. At lytte. At holde spændingen. At lade lokale løsninger opstå.
Og det var det, der udspillede sig med de to ledere – uden at det havde været en bevidst strategi fra min side.
Som jeg sad der under trækronerne i Lund, og spiste min frokost, læste jeg Hans inspirerende anekdote om kokken, som øver sig i ikke-at-gøre-noget:
”Han (kokken) gør brug af de muligheder, der allerede slumrer i tingene i stedet for at gribe ind i dem med vilje.
Han parterer okser ved at føre kniven ind i de allerede eksisterende mellemrum i kroppen…uden den mindste kraftanstrengelse.
En god kok skifter næsten aldrig sin kniv, for han skærer.
En dårlig kok skifter derimod ofte kniv, fordi han af al magt hakker.
Parteringen er en proces uden tvang og hensigt.
Kokken er egentlig inaktiv. Han overværer blot processen, som han så at sige giver et skub.”
Ofte bliver vores handlinger reaktive. Blot hurtige, forcerede og overfladiske reaktioner på noget.
Måske fordi vi har en frygt for at blive opfattet som passive? Måske fordi vi har en forkærlighed for at udvise handlekraft? Måske fordi vi går i panik?
Men paradoksalt nok, så får vores aktivitet og handlinger ofte styrke fra vores uvirksomhed og inaktivitet. Fra vores aktive passivitet.
Måske spørgsmålet, som vi alle derfor kan begynde at stille os selv langt oftere, er: Hvad skal jeg lade være (med)?