Kender du det: Du sidder og ser vejrudsigten og får at vide, hvordan vejret bliver om fire dage. Dejligt. Så er der styr på det. Livet kan gå videre som planlagt.
At vejret så måske slet ikke bliver sådan fire dage senere, har du sikkert glemt til den tid. Men det er lige meget. Det vigtige er indtrykket af at kunne kende fremtiden. Så i morgen sidder vi der igen og gør det samme. Selv om ingen kan forudse fremtiden.
Måske fjollet, men også menneskeligt. Vi er grundlæggende dårlige til at acceptere det ukendte. Så vi producerer vished, selv hvor den ikke findes. Måske især, hvor den ikke findes. Og den adfærd forstærkes kun i organisationer.
- Hvor mange kunder får vi ind næste kvartal?
- Hvornår er kulturforandringen på plads?
- Hvad kommer projektet til at koste om et år?
- Hvilken strategi skal vi have, der gør os klar til 2027?
Svarene er som oftest ukendte. Men alligevel kan vi tilsyneladende ikke acceptere ikke at vide. Så vi fylder tomrummet ud med et tal. En dato. En procent. En PowerPoint med tre scenarier, der alle ser fornuftige ud, men som reelt set er gætværk.
Og så læner vi os tilbage.
Har ledere for alvor lært at stå i det uvisse?
Jeg husker mere en én gang fra min tid som leder, hvor vi brugte uforholdsmæssigt meget tid på at lave og diskutere prognoser, vi alle i stilhed godt vidste var mere end usikre. Men ingen sagde det højt. For hvad gør man så i stedet? Hvad stiller man op i et mødelokale fuld af mennesker, der venter på, at nogen tegner den lige streg frem mod målet?
Det er præcis dér, problemet ligger. Ikke i selve forudsigelsen. Men i hvad vi holder op med at gøre, når vi tror, vi allerede kender svarene, eller konturerne af dem. Vi holder op med at være nysgerrige. Vi holder op med at justere, fordi planen jo er lagt. Vi har øjnene stift rettet mod fremtiden i stedet for at være til stede i det, der sker lige nu.
Tidligere CEO og nu professor Margaret Heffernan kalder det “addiction to prediction”.
Egentlig et ret præcist billede på noget, jeg genkender fra mange af de organisationer, jeg har arbejdet med gennem årene hos både INTO THE GREY og Incento. Og – for jeg er ikke en tøddel bedre selv – fra mig selv, dengang jeg sad på den anden side af bordet.
For mig er afhængigheden af forudsigelser ikke et tegn på svaghed. Den er nærmere et tegn på, at vi ikke har lært at stå i det uvisse uden straks at ville udfylde det med noget, der ligner et svar.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan du kan forudsige fremtiden.
Spørgsmålet er, hvad du gør, når du ikke kan. Og om du overhovedet ved, hvad det kræver at navigere derfra.