Desværre bliver psykologisk tryghed ofte noget man prædiker i stedet for noget man reelt praktiserer.
Noget man ”kommer til” at tale om på en distanceret og teoretisk måde. Så måske vi skal stoppe med at tale ”om” psykologisk tryghed, for i stedet at begynde at ”sætte den på arbejde” – helt konkret.
Sæt scenen for psykologisk tryghed i praksis
Blandt andet ved at sætte scenen for psykologisk tryghed i praksis. For eksempel med afsæt i praksisnære spørgsmål i teamet. Spørgsmål, der kan åbne op for fælles refleksioner, udvekslinger, indsigter og handling:
Hvad er tegnene på at vi har psykologisk tryghed hos os? Og hvad er tegnene på det modsatte?
Hvornår har vi sidst talt om problemer, vanskelige spørgsmål og svære emner? Hvad skete der?
Hvilke konkrete eksempler har vi med at skabe miljøer, hvor det var muligt at tage interpersonelle risici? Hvad karakteriserede de miljøer?
Hvad er det vi skal opnå sammen – og på hvilke måder er vi afhængige af hinanden?
Hvornår diskuterer vi for at være enige – og hvornår diskuterer vi for at lære? Hvilken rolle spiller uenighed i vores team?
Hvor afhængige er vi af at stemningen er god? Osv.
Misforstået ideal om psykologisk tryghed
Nogle gange oplever jeg at et misforstået ideal om psykologisk tryghed kan blive en (ubevidst!) stopklods i bestræbelserne på at konfrontere svære problemstillinger og opgaver. Særligt i de teams, der først og fremmest taler ”om” den psykologiske tryghed.
Her kan det blive til en uopnåelig idealtilstand, som man altid kan få mere af – og som man aldrig rigtig når i mål med: ”Vi har brug for lidt mere tryghed, før vi kan arbejde med den problemstilling”.
Idealet om psykologisk tryghed kan derfor gøre det svært at acceptere det, der ikke føles – og sandsynligvis aldrig vil føles – trygt. Her tænker jeg særligt på teamets arbejde med kompleksitet og forandring. Udfordringer, som grundlæggende er kendetegnet ved mangelfuld kontrol og uforudsigelighed. Med andre ord vil arbejdet med komplekse problemstillinger og forandringer altid føles farligt og utrygt. Det er en del af DNA’et.
Ud fra det perspektiv bør vi måske alle dyrke den bevidste søgning mod det utrygge. Som en personlig modningsproces, hvor vi kun i kraft af konstant at være udsat for en vis mængde utryghed vil være i stand til at udvikle modenhed, indsigt og frihed.
