Lysglimt på mørk baggrund

Virksomhedens modstandsdygtighed sidder i relationerne

Hvis man for alvor vil skabe rammerne for en modstandsdygtig virksomhed, må man begynde med det, virksomheden er ”lavet af”. Og det er ikke hverken kerneopgaven, bygningerne eller processerne.

Mange virksomheders konkurrencedygtighed handler om deres evne til at tilpasse sig forandrede vilkår. Det er der intet nyt i. Og alligevel opleves denne sandhed hos mange nu kraftigere og kraftigere, fordi forandringerne ofte kommer hurtigere og på mere uforudsigelige måder end førhen. Derfor efterstræber man i dag agile organisationer, der så at sige kan balancere med – uden at vælte – når virkeligheden tipper i nye retninger.

Hvis det for alvor skal lykkes, er det afgørende, at man sætter ind dér, hvor agiliteten ’sidder’: i menneskene og først og fremmest relationerne imellem dem. For virksomheder er som det første mennesker, der gør noget sammen. Og hvis man synes, det lyder fluffy, kan man jo spørge sig selv: Hvad er de ellers? Processer, der gør noget sammen? Men i så fald på baggrund af hvem? Borde og stole, der gør noget sammen? En mur, en matrikel, en strategi?

Eller som en leder for nylig pointerede i forbindelse med en ledergruppesparring:

“Det at sikre, at vi har nogle relationer til hinanden, det er step nummer ét for overhovedet at kunne gøre noget som helst. For vi kommer ikke til at snakke med hinanden, hvis vi ikke har nogle relationer. Når vi har relationen, kan vi begynde at udveksle noget, så kan vi begynde at dele viden. Så mennesker og relationer først, for oven på det kan vi bygge det, vi gerne vil opnå.”

Relationer hverken designes eller planlægges. Man gøder jorden for, at de kan opstå og styrkes. Og det må man gøre løbende.

Det er, når den relationelle forbundethed fungerer, at man hurtigere kan tilpasse sig. Hurtigere kan koble sig på hinanden. Nemmere kan udvikle nye idéer. Tænk på det som et fiskenet, der elastisk kan bevæge sig med de strømme, det bevæger sig blandt. Det er elastisk, fordi det er forbundet. Ellers hænger det jo bare og slasker.

Understøt de hensigtsmæssige betingelser

Alligevel ender man tit med at ødelægge de nødvendige betingelser for, at organisationen forbindes stærkere relationelt. Måske fordi man anser det for uproduktivt eller noget, man kan gøre i pauserne. Måske fordi man tænker relationer som det at have lyst til at drikke en sodavand eller en øl sammen hver torsdag.

Men relationel forbundethed er noget andet – om end det bestemt ikke skader, hvis man af og til også har lyst til at nappe den sodavand sammen. Relationel forbundethed handler om at kende hinandens styrker. Kende hinandens fagligheder, måder at gå til problemløsning på, verdenssyn, værdier, syn på organisationens formål. Den slags.

Og tænker man først relationer på den måde, kan man hurtigt begynde at massere en styrkelse af den relationelle forbundethed ind i det, man allerede går og gør. Det har i hvert fald været tesen hos en række ledere, som med små greb, begav sig ud på rejsen.

  1. Bring tavse stemmer i spil. Eksempel: En leder bad folk reflektere 3-4 minutter over en mulig beslutning, og når hun så åbnede op for refleksionerne, begyndte hun ved nogle af dem, der normalt ikke sagde så meget. Det gav anledning til at koble sig på hinanden på nye måder.
  2. Bring andre perspektiver med til bords: Én gang om måneden inviterede en leder 3-4 medarbejdere fra andre afdelinger med til sine afdelingsmøder. I en halv time. Afdelingen skitserede en udfordring, og de inviterede medarbejdere gav deres syn på det. Ofte naivt, fordi de ikke havde ekspertviden. Men det gav en forbindelse, fordi man fik indsigt i, hvordan man ”tænkte” i andre afdelinger.
  3. Giv plads til uformel problemløsning. I et forsøg på at genskabe den idéudveksling, der tit sker ved kaffemaskinen eller et tilfældigt møde på gangen, valgte en leder at motivere til torsdags-gåtur en gang om måneden. En særlig problemstilling, virksomheden stod i, blev skitseret, og folk kunne så samle sig i små grupper (helst ikke over 5-6 personer) i et forsøg på at komme med bud på, hvordan man kunne gå til problemet. Buddene blev præsenteret på et fredagsarrangement med socialt samvær.

Pointen er, at hvis man vil arbejde med den relationelle forbundethed – og dermed virksomhedens modstandsdygtighed og agilitet – handler det ikke om store tiltag eller forkromede planer. Relationer hverken designes eller planlægges. Man gøder jorden for, at de kan opstå og styrkes. Og det må man gøre løbende. Det er dér, det hele starter.