LinkedIn

Data giver ingen mening

Det du har prøvet at lære mig er
at der er mange veje ind
i et landskab men jeg
må vælge et ord ad gangen
mens skyerne
flytter sig, udsigten
forandrer sig.

(Julie Sten-Knudsen, uddrag af digtet ‘Landskabet, senere’ fra digtsamlingen “Hjem er en retning”)

Verden er fuld af data. Teknologiske landevindinger har gjort det muligt at indsamle data om alt. Hvilket også har udmøntet sig i datadrevet det ene og det andet. Spørgsmålet er blot, om data i sig selv er det mest interessante? For er data ikke blot data? I sig selv præsenterer de ikke nogen mening, ingen sandhed – endsige nogen løsning; muligheden for alt det kommer først, når man begynder at tale om data. Når man begynder at diskutere, hvad det er, man ser, og ikke ser. Med andre ord er det interessante, hvordan man taler om data. Hvordan man kaster dem op i luften til beskuelse. Hvordan man lader sig undre og være nysgerrig.

 

Uvished gør samtalen og undringen endnu vigtigere

Det er et velkendt psykologisk fænomen, at vi som mennesker ofte leder efter de ting (eks. specifikke data), der bekræfter den overbevisning, vi har i forvejen. Eller at vi forsøger at finde mønstre i data, som kan give logiske forklaringer på, at der skete det, der skete, og som derfor kalder på en bestemt form for løsning fremadrettet.

Det psykologiske fænomen har ofte den effekt, at man hurtigt lukker ned for samtalen, når man mener noget “bevist” – og at man ender i frugtesløse diskussioner om, hvorfor det ene perspektiv er mere rigtigt end det andet. Den egentlige samtale og en egentlig undren udebliver. Data i sig selv vægtes dermed alt for tungt, mens samtalen og undringen vægtes alt for let. Det burde være omvendt. Ikke mindst i en virkelighed, hvor uvisheden om vejen frem – og uvisheden om, hvad der kommer til at ske – tager til.

Det kan godt være, at data kan fortælle én alt om, hvordan man har betrådt stien indtil nu, men i en foranderlig virkelighed kan det være ganske risikabelt at gå ud fra, at stien vil forblive med at se ud, som den har set ud indtil nu. Og at data derfor også giver én fremadrettede svar på, hvordan man skal betræde den. Her er det nødvendigt at fastholde en ydmyghed over for fremtiden og være villige til at slippe overbevisningen om, hvordan man mener, tingene hænger sammen. Det er billedet af at stå med ryggen til fremtiden og bruge fortiden til at skabe mening – men derpå må man jo vende sig om for at bevæge sig videre, nu måske lidt klogere, men ikke med nogen afsløring af, hvordan fremtiden så ser ud.

 

Hvordan perspektiverer I data?

De mulige næste skridt, når først data er tilgængelige, opstår derfor ikke ud af en jagt efter at tolke korrekt og derpå regne næste skridt ud (det ved man alligevel ikke i en levende og foranderlig virkelighed), men netop ud af perspektiverende, udfordrende, ikke-konsensusprægede, legende dialoger. Den slags dialoger kan man facilitere på mange måder.

  • Giv to grupper de samme data, men bed dem se på det på forskellige måder (uden at grupperne kender de instruktioner, den anden gruppe får). Eks. den ene gruppe: “Hvorfor skete der det, der skete?”. Den anden gruppe: “Hvorfor gjorde personerne, som de gjorde?” Grupperne fremlægger derpå for hinanden.
  • Hav naive stemmer med i rummet, når I taler om data. Med naive stemmer menes der folk, der ikke har nogen grundliggende indsigt enten i emnet, eller som ikke er præget af samme forhistorie som majoriteten.
  • Efter endt dialog om data, spørg jer selv: Hvem ville se helt anderledes på det her? Hvis muligt inviter så dem, der ville se helt anderledes på det, ind til at udvide jeres dialog.
    • Hvis det ikke er muligt: Sæt jer i deres sted og forklar, hvordan de ville se på det, og forklar også, hvorfor det kunne være “rigtigt”.

Pointen er, at den slags udvidende og perspektiverende dialoger ikke alene vil forstørre ens blik på data, det vil som regel også føre til langt flere idéer til, hvordan man så bevæger sig mest hensigtsmæssigt videre herfra. Og ved at have nuanceret billedet, har man også gjort sig mere resilient, for man er ikke længere så overrasket over, hvis det ikke går, som man havde regnet med.

 

Og vigtigst af alt er tvivlen

Ja, vigtigst af alt må man bevare sin iboende tvivl. Aldrig lade sig fuldt ud overbevise om, at man ikke kan have taget fejl. Ikke som en overmandende tvivl, men som en bevidsthed om at være årvågen over for, om man nu rent faktisk har taget fejl.

Tror du
at jeg kan læne mig op ad dit lærred
som om det var et landkort og svarer
kortet i så fald til verden
som jeg kender den
eller er det skitser fra et
vildfremmed sted du har
besøgt mens du sov i din
hængekøje en dag du
var nødt til at være alene
fordi jeg forstyrrede dig
som en magnet forvirrer en
kompasnål …

(Den direkte fortsættelse af Julie Sten-Knudsens digt, som indledte dette indlæg)

Læs mere om de opgaver, vi løser

Logoer fra kunder, INTO THE GREY har lavet opgaver hos

Vores anmelderroste bog

Om
INTO THE GREY

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere blogindlæg