LinkedIn

Måske spørgsmålene rummer løsningen på vores svar …?

 

Hvordan maler man en rose, så den kan duftes?

Hvordan skriver man en vanddråbe, så den kan høres falde?

Man efterstræber svar, som var de løsningen i sig selv. På at komme videre mod målet. Konklusionen! Spørgsmålene er intet andet end et skridt på vejen. De er der, men skal overkommes. Svaret er det væsentlige. Det er dér, sandheden findes. Og sandheder skal frem.

Hvorfor bliver dette skrevet?

 

Spørgsmålene og svarene i en dans

Vi anvender sproget til at sætte grænser, men i virkeligheden findes der ingen grænser. Træet er måske nok et træ, men det træ ville aldrig være et træ uden den jord, det vokser i, og uden den ilt, det ånder – den selvsamme jord, som det træ er med til at skabe, og den ilt, den er med til at rense, så den kan give liv til andre og andet. Det hele hænger sammen. Det er filtret ind hinanden og kan forstørre og formindske hinanden, trække hinanden i forskelige retninger, som en gelinde dans (eller kejtet). Grænsen er kunstig og giver ingen mening. Hvis man tænkte den som fysisk, ville den slå det ihjel, den var grænse mellem.

Og hvor går grænsen mellem et spørgsmål og et svar? Præcis hvornår tipper det og går fra spørgsmål til svar? Er det bare to poler – spørgsmål i den ene ende, svar i den anden? Mens dét ind imellem blot er unødigt fyld. Barrieren mellem tvivl og sandhed. Eller er et svar først for alvor noget interessant, hvis det danser forvildet med sit spørgsmål? Måske endda de bedste svar giver anledning til spørgsmål …

Og hvorfor bliver dette skrevet?

 

Svar uden egentlige spørgsmål

Udfordringen – nej, problemet, det udtalte problem! – med det stålfaste fokus på svar, svar, svar, er, at man glemmer spørgsmålene. Man stiller dem, nuvel, men som oftest med en forventning om at få svar (“Ja, hvad fa … skulle ellers være pointen!?”). Eller at spørgsmålet animerer til jagten på et svar. Af samme grund stiller man den slags spørgsmål, der synes at rumme muligheden for et svar. Entydige svar, der kaster entydige handlinger af sig, som så igen bringer os entydigt rigtige steder hen. Det lyder da effektivt, tænker man. Og vi skal jo også videre. Mod hvad? Mod sandheden!

Men måske det kræver mod at stille spørgsmål, hvis svar vil rumme spørgsmål. Ikke i den forstand, at så må jeg vise sårbarhed og erkende, at jeg ikke har alle svarene. Nej, det er mere fundamentalt end det. En eksistentiel erkendelse af, at vejen ikke er der; den ligger ikke dér klar til mine skridt. En filosofisk erkendelse af, at det hele vil alligevel altid være større, end hvad jeg kan begribe. En psykologisk utryghed ved at mærke uvishedens lette luft sive ud i hver en kropsdel og gøre mig tung. Jeg tror, det kræver mod.

Og hvorfor skulle dette skrives?

 

Selv hvis ingen kan høre dem

Ja, måske vi i stedet skulle fokusere på de ubesvarlige spørgsmål. Stille de spørgsmål, som ingen har noget entydigt svar på. Vid, at relationen mellem spørgsmålene og svarene kun kan gro, når der er en spænding imellem dem. Når det netop er fyldet imellem dem, der får os til at flytte os – uden at stirre os blinde på, om svaret nu var rigtigt, for det rigtige svar findes alligevel ikke. Og hvis det gør, så blot for en stund, og hvad er en stund på langt sigt?

Afvis enhver, der måtte postulere at have svaret. Spær vejen for enhver, der med bogen for brystet – hvad end bogen måtte være –  marcherer mod det, de kalder sandheden, men som aldrig er andet end en løgn.

Vi må lære at vokse uden svar. Være overbeviste tvivlere. Se lyset i svaret, kun fordi det giver anledning til spørgsmål. Vi må bryde normerne for, hvad det gode svar er. Et svar, der ikke tager det hele så nøje, så længe det tog spørgsmålet seriøst. Måske inspireret af Ole Fogh Kirkeby og sjælen i hans secunda philosophia.

En secunda philosophia derimod lader sig drive med strømmen, ind i mørket. Den samler på vraggods, på genstande uden navn i sproget, (…), den foretrækker den tilfældige orden som genstande langs strandkanten, og den råber gerne i blæsten, hvor ingen kan høre spørgsmålet og ingen fornemmer svaret. Den rejser på må og få, er vagabond, satser gerne, i det store som i det små. Den er lidt af en selvbygger, og tager ikke anstød af, om vinduerne i dens hus er af forskellige typer. … En secunda philosophia ved, at den aldrig kan få sig selv rigtigt i tale.

(Ole Fogh Kirkeby, “Secunda Philosophia”, s.19 + s.21)

Hvorfor …?

 

 

læs mere om de opgaver, vi løser

Logoer fra kunder, INTO THE GREY har lavet opgaver hos

vores anmelderroste bog

om
into the grey

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Flere blogindlæg