LinkedIn

Den fri vilje i et hav af interaktion

De filosofiske snakke om begrebet “fri vilje” har naturligvis stået på i årtusinder. Derfor skal jeg ikke postulere, at jeg her når op på de højder eller ned i de dybder, fremragende tænkere har bragt emnet til gennem tiderne. Men jeg kom til at tænke på netop den fri vilje og dens betydning i det organisatoriske liv den anden dag.

Jeg var lige trådt ind ad døren til min datters værelse, hvor hun var fuldt opslugt af en fantasifuld børneleg med en veninde. Pludselig stoppede min datter op og betragtede det, hun havde gang i at arrangere, og udbrød så – ganske forundret over, hvad egne handlinger havde ført med sig:

“Nogle gange forstår jeg bare ikke, hvad det er, min hjerne den gør”.

Men var hun ikke fri til at gøre, hvad hun ville? Tænkte jeg som det første, men så … tjoohh … For så alligevel. Veninden havde sikkert kommet med en masse forslag, som min datter var inspireret af – eller rettere, hendes hjerne var. Ligesom den var præget af al mulig tidligere inspiration (eksempelvis fra kreative videoer på YouTube). Og kunne hun styre den inspiration, og hvad den vækkede af billeder eller handlinger i hjernen? Og hvilken betydning havde al deres snakken og grinen for, hvad der blev formet i hendes hjerne, og som derfor havde indflydelse på, hvordan hendes handlinger endte med at “se ud”? Valgte hun selv, præcis hvordan det skulle udmønte sig – eller blev hendes handlinger formet af noget, hun ikke bare sådan var herre over? Styrer hjernen, hvad hjernen lader sig styre af?

Ja, sådan fortsatte min hjerne ganske ufortrødent. Men som sagt, mange har været der før, og det er jo et ganske veletableret argument blandt hjerneforskere og psykologer, at hjernen bestemmer sig for vores næste handling, før vi selv er bevidste om, hvad den handling består i. Og hvor fri er viljen så lige, som også Sam Harris argumenterer for i sin fine, lille bog Free Will.

Pointen er, at vores hjerne jo er vores meningsskabende organ, og hvis vi ikke bare sådan er herre over, hvilken mening vi skaber, så er andre jo nok endnu mindre herre over, hvilken mening andre skal skabe. Tænkte jeg. Nogenlunde frit.

 

Selvfølgelig kan man ikke bare, hvad man vil

Det fik mig til videre at tænke over udtrykket: “Du kan, hvad du vil,” hvilket naturligvis er noget sludder – selv i banale situationer, sådan som ovenstående fabuleren om hjernen indikerer. Ud over det åbenlyse i, at det er sludder: Som 95-årig benamputeret kan man ikke bare komme på landsholdet i fodbold, selv om man gerne vil, og lige meget hvor meget man kæmper for det. Det ved man godt, så derfor vil man det heller ikke, ud over i drømmene. Vi sætter med andre ord også selv grænser for vores frie vilje. Og her er det jo væsentligt at understrege, at de grænser ikke bare sættes af os selv, men af de sammenhænge, vi indgår i. Så man kan vel omdøbe det til: Du kan, hvad du vil, hvis du vil det, du kan – i den kontekst, det skal ske i. Men er det fri vilje? Sådan i en ren forstand.

Og så er der i øvrigt for mig at se yderligere grunde til, hvorfor den fri vilje skal tages med et gran salt, og at man ikke bare kan, hvad man vil. I hvert fald hvis man er et nogenlunde reflekteret og empatisk menneske. Man vælger ikke selv konsekvenserne eller effekten af sine handlinger, ligesom man ikke selv vælger, hvordan andre opfatter og tolker de handlinger. Når man handler, eksempelvis i en organisation, slipper man dermed så at sige sin handling i det øjeblik, den er udført – om den så måtte være udført på baggrund af sund fornuft og refleksion.

Så det kan – måske, faktisk meget måske – godt være, at vi er frie til at handle, i den forstand at vi igangsætter handlingen, men på samme tid er vi fanget – fanget i, hvad andre gør med den og dermed gør den til. Måske kan man sige, at den fri vilje kun eksisterer i små splitsekunder – klemt inden mellem det, vores hjerne måtte beslutte før vores bevidsthed om det, og det vores handling måtte blive til, når først vi har givet slip på den.

 

Bliv ikke så overrasket, hvis der sker noget andet

Og hvad har det med det organisatoriske liv at gøre? Alt, er svaret. Eksempelvis er konsekvensen, at det er en storslået, men bedragerisk illusion at tro, at man kan vedtage en effekt af en handling, eksempelvis på det faste tirsdagsmøde. Selvfølgelig kan man vedtage en handling – “Du gør sådan …” – men i det øjeblik, handlingen løsnes ude i organisationen, væves den ind i alle andres handlinger, der jo også udføres med intention og med en hensigt.

Så ret beset må en væsentlig organisatorisk – og ledelsesmæssig – “handling” bestå i løbende at skabe rammerne for, at handlinger væves sammen på hensigtsmæssige måder frem for at forsøge at styre den enkeltvise handling til bestemte udfald, hvilket alligevel er umuligt og derfor en dybt ineffektiv from for ledelse.

Samtidig skal man så ikke blive så overrasket over, hvis der kommer en anden effekt af ens handlinger, end man havde regnet med. Det er udelukkende et udtryk for, at heller ikke jeg (eller du) kan regne fremtiden ud. Det vil sige kunne forudsige, hvordan havet af løsnede handlinger vil opsluge og forme din handling.

Så i stedet for at være så forhippede på at tale outcomes på føromtalte tirsdagsmøder skulle man måske i stedet – som forberedelser på handlinger – stille eksempelvis nedenstående typer af spørgsmål:

  • Hvor er grænserne for vores frie handling?
  • Hvad gør, at vi ikke bare kan gøre, hvad vi vil i den her situation?
  • Hvilke sammenhænge sætter grænser for os – og er de begrænsende eller muliggørende?
  • Hvordan kan vores handlinger blive tolket?
  • Hvilke andre handliner skal vores handlinger væves ind i – og hvad betyder det?
  • Hvilke antagelser gør vi os om vores muligheder for at handle frit?

Og derpå som sagt være særligt opmærksom på vævningen. Det er i øvrigt også derfor, at vi i INTO THE GREY har så stort et fokus på den kontekst, noget skal foregå i. Det hav af handlinger, holdninger, kulturelle bindinger, som man skal lykkes i og derfor aldrig kan se bort fra.

Alt dette er selvsagt ikke et argument for, at alt så kan være lige gyldigt, eller at alle handlinger kan være lige så gode som andre. Langt fra. Ligesom det heller ikke er et forsøg på at reducere mennesket til ren biologi uden evnen til at anvende sund fornuft. Tværtimod, sådan som ovenstående spørgsmål indikerer.

Det er blot en refleksion over, i hvor høj grad vi altid er i relation til nogen og noget, i hvor høj grad vi alle er vævet sammen, om vi vil det eller ej. For jo, man kan godt tænke, at man da selv bestemmer, hvad man vil, og at man gør det med intention og derfor er i kontrol. Men gør alle andre ikke også det? Og så er det en refleksion over, hvor uendeligt lidt vi i virkeligheden kan styre og er i kontrol over her i verden. Og heldigvis for det, for ellers var vi for længst blevet kvalt i vores egne små bobler af udrindende ilt.

 

En afsluttende tilfældighed – fri vilje eller …

Da jeg kom ind i stuen efter at have forladt min datters værelse, faldt mit blik af én eller anden grund på digtsamlingen Samlede Thomsen af Søren Ulrik Thomsen. Og af én eller anden grund tog jeg den ned af hylden, slog op et – tilfældigt? – sted og læste:

I oceanets ustyrlige orden
flyder det fastland vi går på

 

 

læs mere om de opgaver, vi løser

Logoer fra kunder, INTO THE GREY har lavet opgaver hos

vores anmelderroste bog

om
into the grey

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Flere blogindlæg

Thomas Rosenberg

Hvor blev kroppen af?

Kroppen taber til hovedet i den professionelle organisatoriske kontekst. Men hvad betyder kroppen for den måde der bedrives ledelse på – særligt når vi taler

Læs mere »