LinkedIn

Du kan altid arbejde på din livskraft

Livskraft: indre kraft der giver lyst og energi til at leve og udfolde sig (Den Danske Ordbog)

Det bliver sagt meget kort og præcist af den amerikanske psykiater Phil Stutz: ”Hvis du føler dig fortabt, så arbejd på din livskraft”. Og fortabt kan man hurtigt føle sig i denne senbarbariske verden, hvor alt synes under konstant opbrydning, og det hele kan se anderledes ud i morgen. En verden, hvor, som Stutz tørt konstaterer, der kun er tre ting, du kan være sikker på: smerte, usikkerhed og konstant arbejde.

Således kan man opfatte det livslange arbejde med sin livskraft, som en måde at smidiggøre sit møde med en stadig mere kompleks og uvis verden på.

Men hvordan kan man konkret arbejde på sin livskraft? Det er her Stutz’ næsten Maslowske treenighedspyramide bestående af opmærksomhederne krop, relationer og selv fungerer som det guidende værktøj (se billede):

Kroppen

Dit forhold til din fysisk krop udgør fundamentet i arbejdet på at styrke din livskraft og indeholder opmærksomheder som fysisk træning, kost og ikke mindst søvn. Stutz fortæller at den kropslige dimension udgør hele 85% af livskraften. Så vær i bevægelse, spis sundt, fast og få din søvn – gerne flere gange i døgnet. Det virker altid. Som i ALTID.

En anspændt og stresset krop gør os stive, rigide og langsomme. Alt bliver mere besværligt. Når kroppen derimod er i form og udhvilet, kan vi agere mere smidigt, hurtigt og ubesværet. Vi kan i højere grad tilpasse os det, situationen kræver. Og netop det bliver afgørende, når vi står ansigt til ansigt med en foranderlig og uvis virkelighed, der som en beskidt gadekamp involverer det spontane og det ikke-indstuderede.

Relationer

Det er vores relationer til andre mennesker, der løfter os ud af os selv og forbinder os med verden. Som en slags håndtag, der gør det muligt at gribe fast i livet. Forbundethed. Forbundethed. Forbundethed. Og det er dig selv, der skal tage initiativet. Vent aldrig på at andre kommer til dig. Tag selv det første skridt og invitér på frokost eller en kop øl. Det er sådan set underordnet med hvem, da den person, på et symbolsk plan, repræsenterer hele menneskeheden.

At dyrke relationerne er ikke forbeholdt den private sfære. Det at sætte relationerne først er i højeste grad også et organisatorisk projekt, som en leder fortalte mig:

”Det at sikre, at vi har nogle relationer til hinanden, det er step nummer et for overhovedet at kunne gøre noget som helst. For vi kommer ikke til at snakke med hinanden, hvis vi ikke har nogle relationer. Når vi har relationen, så kan vi begynde at udveksle noget, så kan vi begynde at dele viden. Så mennesker og relationer først, for oven på det kan vi bygge det, vi gerne vil opnå”

 (“UVIS – ledelse mellem kaos og kontrol” af Rosenberg & Pedersen 2021)

Dig selv

Øverst oppe i pyramiden ligger forholdet til dig selv. Her gælder det om at etablere en adgang til dit eget ubevidste. Man kan se det som et forsøg på at få det, der kravler rundt nede i dybet op til overfladen. I hvert fald for en kort bemærkning. Det ubevidst skal aktiveres, og her foreslår Stutz det at skrive, som en af de bedste veje ind i det ubevidste. Magien opstår, når man sætter pennen mod papiret – eller fingrene til tastaturet – og blot skriver. Glem punktummer. Glem om du har noget særligt på hjertet. Glem om du er god til at skrive. Bare skriv. Ren stream of consciouness.

Det at skrive fungerer som et spejl på hvad der udspiller sig i dit ubevidste. Så etabler en kontinuerlig praksis, hvor du lufter dit ubevidste, fx i dagbogsform, og få adgang til ting, som du ikke vidste, at du vidste:

Var det hele blot en drøm?   Jeg er skihopper, jeg lægger mig mod stormen, helt foroverbøjet, tilskuerne rundt om er en skov, stivnet til saltstøtte, skoven spærrer munden op   Jeg flyver og flyver og stopper ikke   Jeg tænker, at jeg hellere må flyve videre, inden de opdager, at mine ben er helt færdige og så stive, at de vil smuldre som kalk, når jeg lander   Flyve videre, ikke lade sig mærke med noget…”

Når du føler dig fortabt

Så når du føler dig fortabt i denne verdens uforudsigelige hvirvelvinde, så giv slip. Lad være med at prøve på at regne den ud. Forbind dig i stedet til din livskraft, og se hvad der sker…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere blogindlæg

Kompleksitet
Jacob Christoffer Pedersen

Kompleksitet er ikke kompleks

Kompleksitet er blevet lidt af et buzzword. Noget som alle, der arbejder med bl.a.organisationsudvikling og ledelse i alle dets afskygninger, gerne skal skynde sig at

Læs mere »