LinkedIn

Har du talt med din sociolog i dag?

Måske det ikke er så tosset at tage en god snak med en sociolog nu og da.

For sociologien giver mulighed for at komme ”højt op i helikopteren” og se på udviklingen af sociale processer, mønstre, sammenhænge og forklaringer i det helt store perspektiv: Hvordan opstår og udvikler samfund og civilisationer sig? Hvordan skal vi forstå fænomenet globalisering? Sociologien har med andre ord den sociale kompleksitet i sit DNA.

Særligt nyere sociologis forsøg på at forklare det (post) moderne samfunds radikalt anderledes forandringshastighed, forbundethed, dynamik og karakter, har bidraget til en vigtig forståelse af hvad social kompleksitet er for en størrelse – og samtidig fungeret som inspiration for andre fagområder. For eksempel er Ralph Stacey bl.a. inspireret af tanker og begreber fra den tyske sociolog Norbert Elias i sin udvikling af teorien om komplekse interaktioner i organisationer (læs mere om Elias her).

Nedenfor en kort introduktion til fire fremtrædende skikkelser inden for sociologien: Niklas Luhmann, Zygmunt Bauman, Ulrich Beck og Hartmut Rosa.

En uoverskuelig verden – Niklas Luhmann

Et af de centrale begreber i den tyske sociolog Niklas Luhmanns (1927-1998) teori om sociale systemer er kompleksitet. For ham betyder kompleks ikke at noget er indviklet, men at verden principielt er uoverskuelig. Der findes ingen fast bund, som alt hviler på, eller noget simpelt, som alt kan reduceres til. Det betyder for eksempel at en aktør – lige meget hvem denne er – aldrig kan skabe sig et fuldt overblik over alle mulige alternativer, og deres konsekvenser, for derefter at foretage et rationelt valg blandt disse. Valg er derfor grundlæggende risikable, men det er ikke desto mindre umuligt ikke at vælge.

Flydende modernitet og globalisering – Zygmunt Bauman

Når den polske sociolog Zygmunt Bauman (1925-2017) skal beskrive verdens tilstand pt benytter han termen ”Flydende modernitet”. Med det mener han at verden er under konstant opbrydning og skiften, at intet ligger fast og at alt kan se anderledes ud i morgen. Gamle faste strukturer i samfundet opløses og afløses af en situation, hvor værdier og normer er mere flydende. Som han på et tidspunkt tørt konstaterer: ”Der ville være orden, hvis det ikke var muligt at alt kan ske”.

Bauman er særligt optaget af det komplekse fænomen globalisering – og dets skyggesider – og beskriver globalisering som destabiliserende processer, der udspiller sig uden hensyntagen til nationalstaters territoriale grænsedragning. Det er processer, der i høj grad er uberegnelige og spontane, uden nogen ansvarlig, der sidder ved kontrolpulten og planlægger, styrer og kontrollerer. Som en afledt effekt af globaliseringens usikkerhed og uvished ser Bauman en fremtrædende samfundsmæssig dynamik omhandlende etableringen af Sicherheit udspille sig: Man etablerer ”ordenspraksisser”, hvis formål er at reetablere tryghed, forudsigelighed og kontrol.

Senmodernitetens risikosamfund – Ulrich Beck

Der er tydelige paralleller mellem Baumans beskrivelse af globaliseringens skyggesider og den tyske sociolog Ulrich Becks (1944-2015) optagethed af et mere og mere komplekst og forbundet senmoderne samfund. Et samfund som han karakteriserer med termen ”Risikosamfund”. Becks pointe er, at vores nuværende samfund er kendetegnet ved dets produktion af risici, fx atomare trusler og terrorisme, og at ingen kan vide sig sikre i risikosamfundet, da risici er ligeglad med, hvem du er. Risikosamfund er således et samfund, der er i stand til at ødelægge alt liv på jorden – en civilisation som truer muligheden for fremtidige civilisationer overhovedet.

Becks tanker om risikosamfundet – som oprindeligt er fra 1986 – er for nylig blevet understreget i forbindelse med to begivenheder: Ruslands invasion af Ukraine og den afledte trussel om et altødelæggende atomart ragnarok samt den globale pandemi Covid-19. Ophøret af ”de andre”, og alle vores raffinerede distanceringsmuligheder, er slut i en kompleks verden, hvor vi alle er uløseligt forbundne med alle andre, og vores valg ikke bare gælder os selv.

Det ukontrollerbare – Hartmut Rosa

Den tyske sociolog Hartmut Rosa (1965-) er en fremtrædende repræsentant for nutidig sociologi, og tilføjer med sit fokus på det ukontrollerbare et anderledes positivt perspektiv på det moderne samfunds kompleksitet. Hans grundlæggende pointe er den, at vi som samfund bliver nødt til at skærpe vores blik for det ukontrollerbare, da det egentlige liv og alle betydningsfulde erfaringer opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres i klassisk forstand. Hvor alt kan kontrolleres, har verden ikke mere at sige os er Rosas skarpe budskab.

Som mennesker er vi dog fanget i en grundkonflikt mellem stærke bestræbelser på at gøre verden kontrollerbar, tilgængelig og rationel forklarlig – og ønsket om at være i resonans med den. Rosas pointe er at resonans kun kan opstå, når vi engagerer os med noget ukendt, der umiddelbart ligger uden for vores rækkevidde, og som ikke kan planlægges eller forudsiges. Som de særlige øjeblikke i livet, hvor man oplever en intens følelse af at være i live. Mere præcist påpeger Rosa at vi som moderne samfund i langt højere grad bliver nødt til at styrke vores evne til at navigere i det halvkontrollerbare – den del af virkeligheden, der befinder sig mellem det komplet vilkårlige og det fuldstændig kontrollerbare. Kompleksiteten med andre ord.

læs mere om de opgaver, vi løser

Logoer fra kunder, INTO THE GREY har lavet opgaver hos

vores anmelderroste bog

om
into the grey

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere blogindlæg

Thomas Rosenberg

Hvor blev kroppen af?

Kroppen taber til hovedet i den professionelle organisatoriske kontekst. Men hvad betyder kroppen for den måde der bedrives ledelse på – særligt når vi taler

Læs mere »