Pas nu på med psykologisk tryghed!

I en kompleks og snørklet virkelighed er der brug for at være mere kreativ i sin problemsløsning, fordi problemerne er vildere end tidligere. Der er brug for at kunne sige hinanden imod, når man har en anden opfattelse af den komplekse virkelighed end de mange andre. Der er brug for modet til at se nye veje. Der er med andre ord brug for psykologisk tryghed.

Men der er et problem. Begrebet er ved at blive udvandet. Forsimplet til at være ingenting andet end blot endnu en lille skrue, man kan implementere i det store maskineri. Og det er ikke blot mig, der synes det:

“Part of my angst . . . is I always think of this [psychological safety] as just one little thing. [It’s] an important thing but it isn’t a silver bullet.”  Amy Edmonson i Financial Times.

Amy Edmonson er som bekendt ophavskvinden til begrebet. Med “just one little thing” hentyder hun til, at psykologisk tryghed i sig selv intet kan gøre. For det fungerer kun, hvis man eksempelvis samtidig har stærkt motiverede medarbejdere. Hvis man har solide læringsstrategier. Rammerne for produktive dialoger. Og en helt del andet. Ting hænger uløseligt sammen. Psykologisk tryghed er ikke nogen tryllestav.

Psykologisk tryghed kan ikke indføres

Amy Edmonson peger også på, at den frygtløse organisation – hendes betegnelse for den type organisation, hvor psykologisk tryghed blomstrer – ikke er en konkret virkelighed; det er en aspiration. En retning. Det vil sige, at det er noget, man konstant efterstræber, men aldrig som sådan opnår, hvorefter man kan låse tilstanden og vupti, så har vi den frygtløse organisation og fin psykologisk tryghed.

Begrundelsen er ret simpel:

• Psykologisk tryghed er ikke en statisk entitet. Det er ikke en velbeskrevet tilstand, man blot kan indføre i organisationen, som var organisationen en maskine. Det er derimod det, man på engelsk ville kalde en emergent property, det vil sige en tilstand, der vokser ud af organisationens adfærd og interaktioner. Noget man ikke kan planlægge sig til, for man kan ikke på forhånd sige, hvad der skal til, for at folk vil føle en psykologisk tryghed. Selvfølgelig kan man godt tale om det på forhånd, men med den slags flydende begreber, ved man først for alvor, hvad man mener, når man ser det. Mærker det. Oplever det. Fortæller om det.
• Det betyder samtidig, at psykologisk tryghed ikke bærer nogen uniform definition som sådan. Selvfølgelig kan man sige, at det ikke handler om at sælge juletræer, men den mere specifikke definition på, hvad psykologisk tryghed er, udspringer af den kontekst, hvor den skal leve. “Hvad er psykologisk tryghed for os? Hvornår ser vi eksempler på psykologisk tryghed hos os?”

Pointen er, at psykologisk tryghed i virkeligheden er en rodet, kringlet, flakkende, flydende størrelse, der aldrig vil kunne forsimples. Det er som med turen gennem den berømte og berygtede parisiske rundkørsel: Vi kender først ruten igennem den, når vi er kommet ud af den, på den dag, hvor vi kørte igennem den. Og i morgen er ruten en anden.

Men alligevel begår man ofte den samme fejl igen og igen: Man definerer på forhånd, hvad psykologisk tryghed skal være hos os (en organisatorisk fremtidsdrøm) – og her er det ligemeget, om det sker som en ledelsesproces eller som en 100% medarbejderinddraget proces. Og man begynder at finde ud af, hvordan man så kan komme derhen. Man lægger ruten på forhånd, uden synderlig hensyntagen til, hvordan “trafikken” ser ud et stykke ude i fremtiden i den rundkørsel, man skal igennem. ‘Hensyntagen’ betyder i det tilfælde en accept af, at det kan man ikke ane.

Udfordringen med den tilgang er, at man ødelægger det selvsamme, man prøver at skabe. Det er som at smide et lyskryds ind i den nævnte rundkørsel.

Der er brug for en tilgang, hvor den psykologiske tryghed vokser ud af det, man gør, uden at ane på forhånd, hvordan tilstanden så bliver derude i fremtiden.

Følg sprækkerne, hvor de måtte føre jer hen

Hvis man vil arbejde i retning mod – eller med aspirationen om at opnå – mere psykologisk tryghed, bør man i stedet gøre det helt naturlige:

• Udforsk jeres nuværende situation og find frem til hvor der er størst potentiale for at bevæge jeg i den ønskede. Brug i den proces (i øvrigt også hele vejen igennem) fortællinger, fortællinger, fortællinger. IKKE prædesignede, flotte fortællinger. Nej, hverdagens fortællinger. Hvad folk oplever. Hvordan de oplever det (deres følelser). Hvilken mening de tillægger det, de oplever. Dér finder I sprækker at søge imod. Potentialet.
• Skab en bevægelse – altså hvor potentialet er størst – gennem små handlinger. Handlinger er altafgørende. Det er små test af, hvad der måske kan bringe jer i en ønsket retning. Det er handlingerne, der kan skabe stadigt flere fortællinger om det, folk opfatter som psykologisk tryghed. Naturligvis aldrig udtalt med de to ord, men på alle muligt andre måder, som for jer, i jeres lokale kontekst, peger mod aspirationen.
• Monitorer, lyt, fælles-skab mening og understøt så de hensigtsmæssige bevægelser gennem nye handlinger.
• Fortsæt i de uendelige – for mens psykologisk tryghed godt kan opbygges over tid, kan den ligeså nemt nedbrydes – ofte på meget kort tid.

Det hele kunne selvfølgelig også beskrives langt mere poetisk:

Today’s geophilosophy of note is probably a politics that cultivates ways of following cracks to where they might lead. (Bayo Akomolafe)

Som nysgerrigt at betragte et maleri af Kandinsky uden først at se nogen meningsfuld helhed. Men via sprækkerne pludselig at se åbninger, der aldrig først var der, men som opstod. Og via dem skabe mening.

Hvis man er nysgerrig efter at læse mere om, hvordan vi i INTO THE GREY arbejder ud fra den poetiske og ganske konkrete tanke, på udkig efter sprækkerne, kan man downloade vores lille flyer.