Forestil dig følgende: Du står på den ene side af en dyb og potentielt dødelig afgrund. Der er spændt et tov ud over afgrunden og på den anden side, står der en person, der er ti gange stærkere end dig selv. Hvorfor er det at 9,7 ud af 10 af os vil insistere på at hive endnu hårdere i tovet i stedet for blot at slippe det?
Hvor lidt kontrol kan du klare dig med? Og hvordan kan vi forstå det at udøve kontrol på nye måder? Sådan lød spørgsmålene, hvor vi slap sidst. Højaktuelle spørgsmål, fordi vi oftere og oftere befinder os i situationer, som er karakteriseret ved deres ukontrollerbarhed: en tilstand af uvished og usikkerhed, som forårsages af, at vi bliver udsat for flere og hurtigere forandringer end tidligere. Og vores trang til at være i kontrol har det ofte med at spænde ben for vores evne til at møde disse ukontrollerbare situationer på en mere moden og effektfuld måde. Lad os lægge ud med Knud Romers far:
”Der var ikke en sprække i den kontrol, som far udøvede over sine omgivelser, og hvis han kiggede væk, ville alting forsvinde og ikke være til at finde igen. Han bestilte ikke andet end at se efter og forvisse sig om, at virkeligheden fandtes, og alt var på sin plads og skete til sin tid (…) Far passede på os dagen lang og året rundt, og det føltes, som om det hele ville styrte sammen, hvis han slappede af et øjeblik”
(”Den som blinker er bange for døden”)
Selv om eksemplet umiddelbart forekommer ekstremt, så er det det måske slet ikke. For sidder trangen til kontrol ikke dybt i os alle? Særligt når verden synes at være i opløsning griber vi til kontrol som et værn mod uvisheden. Som en måde at give vores tilværelse mening og retning på. Det er som om vi for alt i verden vil føle os sikre og i kontrol, og hvis vi ikke er det, føler vi os pr definition hjælpeløse. Vi er tiltrukket af vished snarere end mysterier. Ensartethed snarere end mangfoldighed. Lige linjer snarere end krumme.
Med andre ord; vores behov for at være i kontrol vil nok altid være der. Spørgsmålet er om vi kan smidiggøre vores kontrolbehov, så mødet med det ukontrollerbare bliver en mere naturlig ting? Altså, at der så at sige skal mere til før vi griber kontrollen. Vi evner med andre ord at indtage en ”halvkontrollerbar position”, dér midt mellem det, der er fuldstændig ude af kontrol, og det, der er fuldstændig under kontrol.
Den bevidste søgning mod det ukontrollerbare
Sociologen Richard Sennett opfatter menneskets bevidste søgning mod det usikre og kaotiske som en personlig modningsproces, hvor individet kun i kraft af konstant at være udsat for en vis mængde uorden og ustabilitet vil være i stand til at udvikle modenhed og frihed. Filosoffen Bertrand Russell taler om hvordan man kan leve uden vished uden at lade sig lamme. Den engelske digter John Keates var inderligt optaget af at slå et slag for vores evne til at forblive i usikkerheder, mysterier og tvivl uden den irriterende trang til med det samme at række ud efter sikker grund under fødderne. Og endelig var den amerikanske psykolog Albert Ellis interesseret i den bevidste søgen mod det uvisse i form af konfrontationen med ”det værst tænkelige” for at finde ud af, at det hele ikke er så slemt endda.
Man kan sige at ovenstående eksempler alle er udtryk for at styrke sin evne til halvkontrollerbarhed ved bevidst at nærme sig det ukontrollerbare i livet. Tage det på sig. Være i det uden en kamp. Hvis vi lykkes med det, kan vi måske få øje på, at det ukontrollerbare ikke kun skal opfattes som en besværlighed og fjende, men ofte kan bringe os bedre steder hen end hvad vores egen vilje kan mønstre.
