LinkedIn

Drop nu det evidensbaserede vrøvl

“Nej, gu’ gør de ej,” fnøs jeg den anden aften over et af de der feel good-indslag sidst i en nyhedsudsendelse. I ved, hvor man lige skal få det godt igen og blive mindet om, at sådan var det jo heller ikke ment med alle de deprimerende historier fra den store vide verden. Og hvorfor fnøs jeg?

Jo, i oplægget til en historie om et ægtepar, der havde været gift i et nærmest ubegribeligt antal år, lød det fra værten noget i retning af: “Mange kæmper med at få ægteskabet til at holde sammen, men Peter og Birthe Svendsen ved, hvordan man gør.” (Navnene er nok forkert husket, men hvad så, de blev alligevel omtalt som “man”). Og så var det, at jeg fnøs: “Nej, gu’ gør de ej. De ved, hvordan de har gjort det!”. Intet andet end det. Det er ingen opskrift til efterligning. Mennesker er ikke den rene råvare som madprodukter, hvor den kemiske virkning ved den og den sammenblanding af produkter skaber et nogenlunde forudsigeligt udfald.

 

Medicin og den sociale verden er vidt forskellige

Indslaget var vel ment, selvfølgelig, og handlede om den lille, fine historie, der måske kunne være til lidt inspiration for andre. Så måske det var en smule overdrevet sådan at fnyse af det. Men min pointe er, at det var symbolet på, og hverdagsfortællingen om, de omsiggribende såkaldte evidensbaserede løsninger. “Vi skal vide, hvad der virker”, “Hvad er der evidens for?” osv. Sådan lyder det gang på gang, ikke mindst når man opererer i en offentlig kontekst. Det er blevet et mantra at efterspørge det.

Nu er jeg med på, at hele den evidensbaserede tilgang udspringer fra det medicinske felt og tanken om at bedrive medicinsk behandling ud fra, hvad man rent forskningsmæssigt ved virker. Men begrebet er i dag langt fra isoleret til det felt; det er blevet et hverdagsord, der bliver slynget ud til højre og venstre i en fuldkommen fejlagtig tro på, at en evidensbaseret tilgang inden for det hardcore medicinske felt kan kopieres til tilgange og løsninger, når det handler om eksempelvis intervention i menneskelig adfærd og menneskelig interaktion. Eller måden at opnå resultater på, eksempelvis som leder.

Pointen er: Fordi en forsker eller et konsulenthus har undersøgt 100 innovative virksomheder og derpå konkluderer, at de har fundet frem til, hvad betingelserne for den innovative kultur er disse steder, har de med den viden i hånden ingen evidens for, at hvis du følger de samme 7 retningslinjer, så får du, kære virksomhed nr. 101, også succes. Vi har skrevet det før: Man vil kunne finde andre innovative virksomheder, der har fået succes på helt andre måder, og man vil kunne finde virksomheder, der har gjort de samme ting, men ikke fået succes. Den videnskabelige fadæse er, at man tror, man på naturvidenskabelig vis har afdækket en objektiv sandhed, der så kan kopieres uafhængigt af konteksten. Den væsentligste pointe er derimod, at de succesfulde virksomheder med sikkerhed fik succes, netop fordi de gjorde det i og udnyttede den specifikke kontekst, de er og var i. Og den kan man ikke kopiere!

 

Sociale kontekster vil altid være forskellige

Man skal derfor stoppe med hele tiden at efterspørge  evidensbaserede løsninger og lade være med enten at forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest, eller bede om det umulige, når vi taler sociale systemer (eksempelvis samfund, organisationer, sportshold…). Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang, eller at man ikke skal lade sig inspirere. Men det er bare ikke sådan, sproget omkring det evidensbaserede tankesæt er. Tag et eksempel: Der er faktisk kommuner, der har succes med at integrere flygtninge, og så snart sådan en historie kommer frem, kommer det prompte fra politisk hold: Vi skal lære af dem, der gør det godt. Og straks begynder man at gå på jagt efter forklaringer.

I den proces begynder man langsomt, men sikkert at fjerne sig fra virkeligheden. Man begynder at afdække de strukturer, de adfærdsmønstre og måske den menneskelige tilgang, der er de steder. Man begynder at afdække kausal-sammenhænge bagudrettet, hvorved vi kan blive overbevist om, at det hele var et resultatet af en bevidst koordineret indsats. Og at denne bevidst koordinerede indsats udsprang af en bevidst beslutning om at gøre noget bestemt. Og at denne bevidste beslutning om at gøre noget bestemt udsprang af … Ja, man kan nok regne ud, hvor jeg vil hen. For på ét eller andet tidspunkt, ét eller andet sted (og med al tænkelig sandsynlighed rigtig mange steder) i den kausal-række, er der sket nogle ting, der var knap så bevidste. Nogle ting, der beroede på, hvordan man tolkede situationen. Hvordan kulturen omkring et særligt tiltag er. Hvilke fortællinger, der dukker frem som et resultat af det, der sker.

På ét eller andet tidspunkt har der måske været en gruppe frivillige borgere, der en tirsdag aften besluttede sig for at …, mens nogle flygtninge, der var på vej til kommunen, delte livshistorier, hvoraf de særligt koblede sig på én, der handlede om dengang ….  samtidig med at en lokal virksomhed havde fået en stor ordre på … og en pige sørgede for, at det skulle være muligt for flygtninge at lære at spille fodbold. Og ja, prøv lige at kopiere disse, måske nok hver for sig bevidste, men i hvert fald uafhængige punkter. De har hver især været en forudsætning for succesen, men ingen af dem har været styret fra centralt hold.

Det kommer an på …

Så stop nu med den fortærskede sang om evidensbaserede løsninger. Stop med at være så naiv, så doven, så videnskabeligt forkert på den. Stop kopitrangen. Brug i stedet energien på at udnytte det lokal potentiale. Brug energien på at agere i og være i kontakt med den lokale kontekst. Forstå de mønstre, der skabes dér. Forstå de strømme af lokale fortællinger, der skaber den lokale adfærd, og som derfor er med til at skabe den lokale udvikling.

Så ja, næste gang nogen – eksempelvis din leder eller din lokale politiker – efterspørger evidensbaserede løsninger, så bed dem overveje dette: “Forestil dig, at jeg var i stand til at kopiere din måde at lede på. Og forestil dig så, at jeg skulle lede en afdeling i nabokommunen. Vil du garantere mig, at jeg fik samme resultat, som du har fået her?”. Eller, du kan naturligvis også være lidt flabet og sige: “Se, du har jo været gift i lang tid. Vil du lægge hovedet på blokken, at hvis jeg gør som dig, så forbliver jeg også gift i lang tid?”. Jeg er ret sikker på, at din leder vil svare: “Det kommer godt nok an på …”. Og sådan vil det altid være: Det kommer an på.

Billede: www.gapingvoid.com

Om
INTO THE GREY

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere blogindlæg